Nordiske naboer advarer mod Grønlands minelov
Advarslerne mod den såkaldte storskalalov, der åbner for billig udenlandsk arbejdskraft i Grønland, begrænser sig ikke til den danske fagbevægelse og politikere på begge yderfløje, skriver Politiken fredag.
Også i de nordiske nabolande hersker en stærk bekymring imod, hvad der opfattes som en blåstempling af social dumping under anlæggelsen af gigantiske miner på øen.
Det er forhold, som Folketinget skal bane vej for via en udlændingepolitisk særlov, som regeringen i øjeblikket har i støbeskeen efter grønlandsk ønske.
I samarbejdsorganisationen Nordisk Råd, hvor 16 danske medlemmer af Folketinget har sæde, rækker modstanden langt ind i de socialdemokratiske rækker.
- Udenlandske arbejdere skal have samme muligheder og rettigheder som alle dem, der i forvejen er i Grønland. Får de ikke det, kalder vi det altså social dumping, siger svenske Anders Karlsson (S), der er medlem af Riksdagen og Nordisk Råd, til Politiken.
- Jeg mener som socialdemokrat, at man fra dansk side skal lade være med at gennemføre den særlov. For så er man ude på en farlig vej, som man ikke aner, hvor ender, siger han.
Et af rådets norske medlemmer, socialdemokraten Torfinn Opheim, siger til Politiken, at "enhver socialdemokrat er imod social dumping, og det vil vi arbejde hårdt for at bekæmpe alle former for. Hvis loven bryder med de internationale konventioner, er det stærkt beklageligt".
Storskalaloven, der blev vedtaget i Grønland for to uger siden, skal sikre store investeringer i undergrunden, men den bryder ifølge en stribe danske eksperter med de internationale konventioner, fordi tusindvis af udenlandske minearbejdere - i første omgang kinesere - vil kunne arbejde på hjemlandets egne overenskomster uden overtidsbetaling, feriepenge og andre gængse ordninger.
Derudover bliver de frie forhandlinger på arbejdsmarkedet ifølge eksperter sat ud kraft.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde