Norwegian flyver snart til Asien og Amerika
Mens flygiganten SAS kæmper med økonomien, udvider konkurrenten Norwegian nu forretningen.
Til næste sommer kan nordmændene og svenskerne således læne sig tilbage i flysædet og glæde sig over en billig rejse til enten New York eller Bangkok.
Det afslørede Skandinaviens næststørste flyselskab torsdag på et pressemøde i Oslo.
- Dette er en stor og vigtig milepæl i selskabets historie, siger administrerende direktør Bjørn Kjos, Norwegian, i en pressemeddelelse.
SAS-konkurrentens første langdistanceflyvning bliver fra Oslo til New York den 30. maj 2013, og priserne for en enkeltbillet begynder ved den nette sum af 999 norske kroner, eller 1018 danske kroner.
Første tur mellem Oslo og Bangkok bliver 1. juni 2013, hvilket Norwegian kan gøre for blot 1499 norske kroner, svarende 1527 danske kroner.
I øjeblikket venter flyselskabet på nye Boeing 787 Dreamliner-fly, der skal transportere en del af selskabets 16 millioner årlige passagerer til Asien eller Nordamerika.
- Vi ved, at de rejsende har større behov for lidt ekstra, når man flyver langt, siger Bjørn Kjos.
- Vi vil derfor give dem, som ønsker det, muligheden for at bestille et produkt, der blandt andet inkluderer større sæder, bedre benplads, et treretters måltid inklusive drikkevarer samt indtjekket bagage.
Norwegian har endnu ikke fastsat en dato for, hvornår danskerne kan få gavn af de nye ruter og fly.
Foreløbigt er forventningen, at de nye afgange rammer Københavns Lufthavn i slutningen af 2013.
Nyheden kommer samme dag, som SAS skulle have landet regnskabet for tredje kvartal, men måtte udskyde det til mandag.
Det skete, fordi de sidste detaljer i en historisk spareplan ikke er på plads endnu, og fordi SAS er i forhandlinger med sine kreditorer om nye milliardlån.
Allerede for godt en uge siden løftede SAS dog sløret for en massiv spareplan på omkring 2,6 milliarder kroner og oplyste samtidig, at man har planer om at frasælge aktiver for nogenlunde lige så meget.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde