Norwegian har igen sat Dreamliner i hangaren
Der har været mange problemer med Boeings nye flytype Dreamliner, B787'ere. Og lavprisflyselskabet Norwegian har nu fået et nyt, skriver branchemagasinet Stand By.
Siden mandag har den ene af selskabet to Dreamlinere stået i Arlanda Lufthavn ved Stockholm.
Flere end 600 passagerer blev berørt, da et af Norwegians to nye fly skulle til New York. Flyselskabet måtte sende passagererne på hotel, og først efter 25 timers forsinkelse kom passagererne af sted - i et chartret fly.
Norwegian måtte leje fly af det portugisiske selskab HiFly. Og igen onsdag morgen var det et portugisisk fly, der fløj passagererne til Bangkok med knap et halvt døgns forsinkelse.
- Vi har haft passagererne - både i Stockholm og New York - på hotel samt sørget for mad og drikke. Vi lever op til de internationale krav, siger Norwegians svenske pressechef Åsa Larsson til Stand By.
- Vores B787 står stadig i Arlanda, men vi flyver atter langruter med de to chartrede A340 fra HiFly, siger hun.
Norwegian har foreløbig modtaget to af de otte bestilte B787, den tredje kommer næste måned, mens Boeing næste år leverer yderligere fire af slagsen.
Dreamliner-modellen har generelt været lidt af et mareridt for Boeing. 7. januar begyndte et helt nyt, parkeret Dreamliner-fly at brænde i lufthavnen i Boston.
16. januar fik alle Dreamlinere startforbud i USA og Japan, efter at et af flyene måtte sikkerhedslande i Japan på grund af røgudvikling om bord.
Dagen efter fik Dreamlineren også startforbud i Europa og Asien. Problemerne blev lokaliseret til en kortslutning i lithium-batterierne.
Da de blev skiftet ud med en ny batteritype, blev startforbuddene ophævet i slutningen af april.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde