Novia-direktør garanterer bagagen i Københavns Lufthavn
Foto: Scanpix / Nikolai Linares /Scanpix
Scanpix / Nikolai Linares /Scanpix
Skal du rejse på ferie fra Københavns Lufthavn, kan du godt regne med at få din bagage med. Det garanterer direktør Ole Brinks Andersen, der er direktør for Novia - selskabet hvor 120 ansatte valgte at strejke i weekenden.
- Jeg er rigtig glad for at kunne sige, at vi har indgået en aftale med medarbejderne, som betyder, at passagerer, der skal på sommerferie nu, kan vide sig trygge, oplyser Ole Brinks Andersen.
Novia har lukket lokalforhandlingerne med gruppen af HK'ere i selskabet mandag aften. Tirsdag kom en ventet aftale på plads med bagageportørerne, der er organiseret i 3F. Det er aftaler, der omfatter 400 af de 800 bagagemedarbejdere.
Bagagemedarbejderne nedlagde arbejdet i weekenden, og det betød, at mange rejsende ikke fik deres kufferter med - og at andre ikke kunne få deres bagage i lufthavnen. De seneste dage er gået med at få bagagen sendt frem til de rette ejermænd.
Årsagen til strejken var, at en ansat var blevet fyret. Og det er den sag, som Novia har aftalt at se på sammen med 3F. Lørdagens arbejdsnedlæggelse betød forsinkelser for 23 fly.
- Med de nye lokalaftaler med HK og 3F har vi sikret mere fleksibilitet, og det har skabt ro omkring driftsforholdene, siger Ole Brinks Andersen.
Den konkrete sag med den fyrede medarbejder fortsætter sædvanen tro til behandling i det system, der afgør tvister. Det har vi aftalt med tillidsrepræsentanten, forklarer Ole Brink Andersen.
De ansatte har også været utilfredse med en overarbejdspukkel, som de har opsparet. Samlet har de omkring 800 ansatte i Novia i snit 20 timer afspadsering til gode. Med de nye aftaler er der fundet en løsning.
Ifølge Novia har man de to seneste år nedbragt afspadseringspuklen med henholdsvis 13 procent og 10 procent. Og siden 1. januar i år er der opsparet 70 procent mindre afspadsering sammenlignet med året før.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde