Novo Nordisk får aktietæsk efter lunkent regnskab
At den danske medicinalgigant Novo Nordisk torsdag morgen præsenterede et skuffende kvartalsregnskab, kunne ikke skjules, da aktiemarkedet lukkede torsdag.
Novo Nordisk endte således i bunden af det danske C20-indeks med et fald på hele 7,4 procent til 914 kroner. Dermed trak Novo Nordisk hele det danske indeks ned i minus.
Selv om selskabet kom ud af årets første ni måneder med et overskud før skat på 24,7 milliarder kroner - en stigning på 22 procent i forhold til perioden sidste år - levede resultatet ikke op til forventningerne.
Novos driftsresultat, EBIT, landede på 7992 millioner kroner mod analytikerforventningen på 8139 millioner kroner, mens bundlinjen gav et nettooverskud på 6415 millioner kroner mod analytikernes medianbud på 6496 millioner kroner.
Det var primært diabetesforretningen, der normalt trækker en stor del af læsset for Novo Nordisk, der var under forventningerne. Sådan lyder vurderingen fra Søren Løntoft Hansen, der er Novo-analytiker hos Sydbank.
- Diabetesforretningen udvikler sig bare ikke helt, som markedet havde forventet. Jeg hæfter mig særligt ved, at de moderne insuliner Novo rapid og Novo miks har haft en afdæmpet udvikling på det amerikanske marked, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau.
Den danske sundhedsplejevirksomhed Coloplast var torsdagens solstrålehistorie på aktiemarkedet. Coloplast endte dagen i rekordniveauet 358,2 kroner - et løft på 10,1 procent - efter at have præsenteret et kvartalsregnskab, der overgik forventningerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker