Novozymes henter ny topdirektør i egne rækker
Den 56-årige Peder Holk Nielsen bliver ny administrerende direktør i Novozymes, oplyser selskabet. Han har siden 2007 været koncerndirektør med ansvar for enzymdivisionen.
Dermed henter Novozymes sin nye administrerende direktør i egne rækker. Peder Holk Nielsen afløser topchefen gennem 12 succesfulde år, Steen Riisgaard.
- Peder Holk Nielsen formår at kombinere indsigt i markederne med forskning og udvikling, og det er nøglen til at kunne levere innovation og fortsætte Novozymes langsigtede vækststrategi.
- Vi har kigget verden rundt efter en ny topdirektør, og Peder Holk Nielsen har været et naturligt førstevalg, siger Novozymes bestyrelsesformand Henrik Gürtler i en pressemeddelelse.
Peder Holk Nielsen har spillet en central rolle i udviklingen af Novozymes til det firma, det er i dag, men fra 1. april sætter han sig på posten som topchef.
- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Novozymes og 6000 fantastiske kolleger.
- Med vores bæredygtige løsninger og tætte kontakt til vores kunde, har vi en utrolig stærk position for at udvide vores forretning, og jeg er sikker på, at vi vil levere på vores langsigtede vækstmål de kommende år, siger Peder Holk Nielsen.
Steen Riisgaard stopper i Novo efter 33 år, heraf de sidste 12 år som topchef for Novozymes. Siden 2000 har Novozymes leveret årlige vækstrater på syv-otte procent. og øget afkastet på den investerede kapital fra 10 til 20 procent.
Selskabet har i dag 47 procent af det globale marked for industrielle enzymer og er førende, når det gælder øget brug af mikroorganismer og industriel bioteknologi i en lang række industrier.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned