Nu kommer den lille iPad
Et slag over næsen til konkurrenten Microsoft og en bid af et voksende marked for små tavle-computere.
Det er de to gevinster Apple går efter, hvis de som ventet tirsdag aften præsenterer en ny udgave af den populære iPad. Det vurderer Jon Lund, der er selvstændig mediekonsulent og som følger teknologiudviklingen tæt.
- Nu skal vi selvfølgelig lige huske, at der fortsat kun er tale om rygter, men de er til gengæld ret gode, siger Jon Lund.
Den nye iPad ventes at få en skærm på lidt over syv tommer - mod den knap 10 tommer store skærm på den eksisterende iPad.
Processorkraften ventes at blive den samme som i iPad 2, men med en mindre skærm betyder det, at kraften kan bruges på at gøre maskinen hurtigere.
Der har ellers været tvivlet på, at Apple ville komme med en lille iPad. Især for den afdøde Apple-stifter, Steve Jobs, var kendt som modstander af en mindre skærm.
- Men nu har de nok erkendt, at der faktisk er et marked for det, og så er de blevet klogere. Det ville Steve Jobs formentlig også være blevet, hvis han stadigt havde levet, siger Jon Lund.
Ud over den mindre skærm og den følgende større mobilitet, bliver det største salgsargument for den nye iPad formentlig prisen.
- Der gættes på, at den kommer til at ligge mellem 1750 og 2000 kroner. Det er jo noget mindre end de 3700 kroner, man skal betale for en almindelig iPad, siger Jon Lund, der ikke forventer, at den nye iPad i øvrigt vil indeholde nye teknologier.
Ud over at Apple dermed kan tage en del af det marked, som Android-baserede små tablets har sat sig på, så giver det samtidigt mulighed for at drille Microsoft.
Windows-giganten udsender nemlig sit nye styresystem Windows 8, samt den meget ventede tavlecomputer Surface senere denne uge.
- Men der stikker Apple så en kæp i hjulet og siger: Vi kan også komme med noget, der kan få folk til at tale om andet end Microsoft, siger Jon Lund.
Apples pressemøde begynder tirsdag klokken 19 dansk tid, og i timerne herefter vil nettet helt sikkert være fyldt med Apple-snak.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde