Ny aftale fordobler energibesparelserne
Danmark skal i løbet af de næste tre år spare energi, der svarer til et års forbrug i omkring 400.000 husstande.
Det fremgår af en aftale, der tirsdag er indgået mellem klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) og net- og distributionsselskaberne.
Den nye aftale forpligter net- og distributionsselskaberne til at hjælpe deres kunder, både virksomheder og private, med at reducere energiforbruget. Selskabernes indsats kan blandt andet bestå i rådgivning, faglig og finansiel bistand.
Martin Lidegaard kalder aftalen "et afgørende skridt i forhold til at opfylde målsætningerne for energieffektivitet i Danmark".
- Vi har fundet en god model i Danmark, hvor energiselskaberne har en hovedrolle i indsatsen for at spare på energien. Med denne aftale tager vi endnu et skridt, og jeg er sikker på, at energiselskaberne vil fortsætte med at løfte opgaven, siger han i en meddelelse.
Aftalen vil åbne for investeringer i energibesparende teknologi, såkaldte cleantech-produkter, på 5 til 10 milliarder kroner alene i 2013, vurderer Dansk Energi, som underskrev aftalen på vegne af energiselskaberne.
- Energiselskaberne har den største ekspertise på energisparefeltet, og det fremmer både innovationen, sikrer mange job og dermed vækst og velfærd til Danmark, siger Kamilla Thingvad, chefkonsulent i Dansk Energi.
Aftalen erstatter den aftale, der løber frem til udgangen af 2012. Den nye aftale øger sparemålet til 10,7 PJ (petajoule) pr. år, svarende til 140.000 husstandes energiforbrug. Det er et forøgelse af energisparemålet med 75 procent i forhold til den nuværende aftale.
Hos Dansk Energi glæder man sig over, at den nye aftale også omfatter energibesparelser i transportsektoren.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub