Ny aftale sikrer virksomheder milliardkredit
Regeringen har indgået aftale med V, K og DF om en kreditpakke, der har til formål at styrke især små og mellemstore virksomheders finansieringsmuligheder. Det oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet.
Samlet set danner initiativerne basis for et øget udlån på over 12 milliarder kroner over de næste tre år. Initiativerne vil blive iværksat inden udgangen af 2012.
Aftalen betyder, at der bliver skabt en række nye finansieringsmuligheder i Vækstfonden og Eksport Kredit Fonden.
- Jeg er meget glad for, at vi med aftalen om en kreditpakke får skabt en række nye muligheder, der kan imødekomme sunde virksomheders behov for vækst- og eksportfinansiering, siger Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF).
Initiativet får en varm modtagelse hos ASE, som er en a-kasse for selvstændige.
- Der er behov for en kreditpakke, der kan lette de små virksomheders adgang til finansiering. Af dem, der har søgt om finansiering inden for det seneste år, har halvdelen fået et nej fra deres bank, siger Karsten Mølgaard Jensen, direktør i ASE.
Ifølge en analyse, som ASE har lavet, vil knap hver femte selvstændig får brug for at låne penge i 2013, og mere end fire ud af fem angiver, at lettere adgang til finansiering vil spille en afgørende positiv rolle for deres virksomhed.
Virksomhederne skal bruge pengene dels til at sikre den nuværende drift og dels til at øge aktiviteterne.
- Hvis pakken kommer til at fungere vil det være med til at sikre virksomhedernes muligheder for at fastholde og skabe nye arbejdspladser, siger Karsten Mølgaard Jensen.
Også hos dansk Industri er der begejstring for aftalen.
- Med dette klare politiske signal håber jeg virkelig, at der bliver sat fuld fart på at få pengene ud at arbejde i virksomhederne, så vi kan få gang i væksten og jobskabelsen, siger underdirektør Kent Damsgaard, Dansk Industri.
Vækstfonden får inden for en ramme på 5,5 milliarder kroner blandt andet mulighed for at tilbyde efterstillede lån og vækstgarantier.
Herudover åbner Eksport Kredit Fonden som noget nyt for garantier for investeringslån til eksportvirksomheders produktionsfaciliteter i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker