Nystartede virksomheder rammer nyt lavpunkt
Ugen begynder med endnu en dårlig nyhed for dansk økonomi og beskæftigelse: I første kvartal i år blev der oprettet endnu færre nye virksomheder end i det historisk sløve 2012, som var elendigt for iværksætteriet.
I de tre første måneder af 2013 blev der etableret 4395 nye virksomheder, viser tal fra analysevirksomheden Experian. Det er et fald på 6,7 procent i forhold til sidste år.
Det lave antal nyetableringer går ud over beskæftigelsen. Når konkursomfanget i 2013 samtidig er højt, bliver samfundets potentielle vækstlag tyndere.
- Lysten til at sætte noget i gang er markant dalet - faktisk når vi et nyt lavpunkt, lavere end samme periode i 2010, der jo ellers var et af de vanskeligste år for Danmark i nyere tid, siger René Ostenfeld, Senior Business Advisor i Experian.
Ifølge Experians tal blev der i årene før finanskrisen i gennemsnit etableret mellem 25.000 og 30.000 nye virksomheder hvert år. Det tal faldt dramatisk i 2009, men har ikke rigtig rettet sig op siden.
Tværtimod var 2012 med blot 17.700 nyetableringer det dårligste iværksætter-år siden 2003.
Finans- og gældskrisen er gået i blodet på en stor del af erhvervslivet, som har en meget forsigtig og realistisk bedømmelse af markedet, siger Bo Sandberg, erhvervsøkonomisk chef i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
- Derfor er man også tilbageholdende med iværksætteriet, der er sat 10 år tilbage. Det koster vækst og arbejdspladser. For det er ikke mindst i de nystartede små og mellemstore virksomheder, den væsentligste kilde til øget beskæftigelse ligger, siger han.
Ifølge EU-Kommissionen skaber nyetablerede virksomheder tilsammen over fire millioner nye arbejdspladser i Europa hvert år.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker