Økonomer: Krisen kan snart være slut
Det kan være risikabelt at spå om fremtiden, men på baggrund af 10 af de vigtigste indikatorer for dansk økonomi konkluderer en række økonomer nu, at den årelange finansielle krise for alvor er på retræte.
Det skriver Politiken fredag.
Forbrugernes tro på egen økonomi og forventninger til fremtiden stiger, industrien producerer mere, og ledigheden falder, mens også boligpriserne generelt stiger, og flere indregistrerer en ny bil - kun beskæftigelsen og til dels eksporten skuffer.
- Der er en klar positiv tendens i dansk økonomi. En lang række indikatorer peger nu i den samme retning, siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen til Politiken.
Og hans melding finder udbredt opbakning:
- Det er et stykke tid siden, vi sidst har set, at så mange økonomiske indikatorer peger i den rigtige retning. Det er helt nyt, siger senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen til Politiken.
Samme melding lyder fra Dansk Erhverv.
- Når man om to år kigger tilbage på andet kvartal i 2013, er der stor sandsynlighed for, at man kan sige, at her vendte det hele - hvis de positive takter er varige, siger den skattepolitiske chef i Dansk Erhverv, Bo Sandberg, til avisen.
Midt i de optimistiske meldinger tilføjer flere økonomer dog, at fremgangen er skrøbelig, og peger i den sammenhæng på eksporten, som over en længere periode har ligget nogenlunde fladt.
Professor emeritus i økonomi Niels Blomgren-Hansen advarer imod at blive for skråsikker:
- Det er rigtigt, at der er små pile opad, men jeg tør endnu ikke sige andet end, at det overordnede billede for økonomien er ret fladt, siger han Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde