Økonomer: Nationalbanken kan barsle med rentehop

Den danske krone klarer sig ikke så godt mod euroen i disse dage. Siden kronen i maj sidste år lå omkring 7,43 kroner for en euro, er den jævnt svækket, og det får flere økonomer til at gætte på, at Nationalbanken kan være på vej med en renteforhøjelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Der er en masse, der taler for et renteløft, og ikke ret meget, der taler imod, siger chefanalytiker Martin Lundholm fra Spar Nord til Ritzau Finans.

- Fastkurspolitikken er jo kronjuvelen i dansk, økonomisk politik, og derfor ville det være utroligt spændende, hvis ikke der kommer en renteforhøjelse relativt snart, tilføjer han.

Det bliver helt afgørende at følge, om kronen fortsat vil blive svækket i samme hastighed over for euroen i de kommende dage.

Den danske krone er med det nuværende niveau på 7,4626 kroner per euro på sit svageste niveau over for den fælleseuropæiske valuta siden 2008, og den er godt på vej mod det svageste niveau siden 2006.

For fem dage siden lå den omkring centralkursen på godt 7,46 kroner for en euro.

Også Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit, vurderer, at Nationalbanken kan være på vej med højere rente.

- I første omgang vil Nationalbanken formentlig vælge at gå langsomt frem og bibeholde det negative renteniveau ved kun at hæve renten på indskudsbeviser fra -0,2 procent til -0,1 procent, skriver han i en kommentar.

Det vil formentlig være tilstrækkeligt til at sikre en mere stabil udvikling i kronekursen på grund af det nuværende meget lave renteniveau, vurderer Tore Stramer.

- Hvorvidt en selvstændig renteforhøjelse er umiddelbart forestående, er dog meget usikkert. Her bliver det helt afgørende at følge, om kronen fortsat vil blive svækket i samme hastighed over for euroen i de kommende dage, siger han.

/ritzau/