Økonomerne kalder EU-Kommissionen for optimistisk
EU-Kommissionen mener, at det vil tage lidt længere tid, før der kommer egentlig gang i dansk økonomi end tidligere forventet.
Men selv om kommissionen nedjusterer dansk vækst fra 1,1 procent til 0,7 procent i år, mener de danske økonomer alligevel, at det er et optimistisk skøn. EU fastholder, at dansk økonomi vil stige med 1,7 procent til næste år.
- Man skal være mere end tilfreds, hvis EU-Kommissionens prognose holder stik. Mere sandsynligt er det desværre, at Kommissionens skøn både for Danmark og resten af EU viser sig rigeligt optimistisk, siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.
Og i koret af økonomer, der mener, at kommissionen er for optimistisk, melder også Jan Størup Nielsen, senioranalytiker i Nordea, sig.
- Det bliver svært at nå en vækst på 0,7 procent i år, dels på grund af det meget svage fjerde kvartal sidste år, dels har nøgletallene for årets første fire måneder generelt peget i retning af en fortsat nulvækst i dansk økonomi, siger han.
Med sin reviderede forårsprognose lander EU-Kommissionens forventninger på den samme vækst, som den danske regering tidligere på ugen kom med. Regeringen er dog et lille hak mindre optimistisk for 2014, hvor man forventer en vækst på 1,6 procent.
Men økonomerne påpeger, at skal man nå vækstmålet i år, vil det betyde en pludselig vending i aktiviteten her i midten af året:
- Som tingene ser ud i øjeblikket synes det blot ikke sandsynligt. Vores bud er således snarere, at BNP-væksten i år kommer til at ende i intervallet 0-0,4 procent, siger Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit.
Hos Nykredit regner man dog med, at væksten vil ligge indenfor det, som regering og kommission forventer for 2014.
- Det kræver dog, at det nuværende sortsyn, der tynger økonomien, begynder at lette, således at vi igen kommer til at se en fremgang i såvel privatforbrug som investeringer, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned