Ole Sohn klar med Cibor-initiativer

Foto: Torkil Adsersen /Scanpix

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) er klar med konklusionerne i den længe ventede redegørelse omkring den omdiskuterede Cibor-rente.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konklusionerne bliver sammen med regeringens initiativer præsenteret torsdag klokken 14.30 i Erhvervsministeriet. Til stede vil være Ole Sohn.

Ministeriets undersøgelse blev i sin tid sat i søen for at finde svar på to ting:

For det første om der er baggrund for at sætte gang i en egentlig undersøgelse af, om bankerne bevidst har prissat den toneangivende rente for højt.

Og for det andet, om der skal iværksættes initiativer, som kan rette op på mulige fejl i hele konstruktionen af den udskældte rente.

Hele diskussionen af Cibor-renten, der er bestemmende for renteniveauet på lån for flere milliarder kroner, tog sin begyndelse, da den svenske storbank SEB fremlagde en analyse, der konkluderede, at Cibor-renten var forkert prissat.

Det skulle betyde, at danske virksomheder og kunder betaler flere milliarder for meget i rente.

Cibor-renten fastsættes hver dag ved, at syv banker indrapporterer den rente, de vil tage for at låne penge ud til en anden bank. Så fjernes den højeste og den laveste indberetning, og der udregnes et gennemsnit af de tre sidste.

Det sker uden myndighedskontrol og uden en reel prissætning, og det er det, kritikken går på.

Nationalbanken har tidligere haft fokus på problemstillingen, men selvom man blev enig med bankernes brancheforening, Finansrådet, om at skabe et alternativ til Cibor, er der ikke sket noget.

Dagbladet Børsen har tidligere skrevet, at det er bankerne, der blokerer for det mere gennemsigtige alternativ.

Bankernes organisation, Finansrådet, har tidligere undersøgt forholdene omkring Cibor-renten - konklusionen var, at der ikke var problemer eller blevet snydt med fastsættelsen af renten.

/ritzau/