Oplev Phantom of the Opera - afsluttet


Foto: Det Ny Teater Tre skuespillere deler den krævende rolle, nemlig Preben Christensen, Flemming Enevold og Peter Jorde. Rollebesætningen den dag, vi skal se forestillingen, kan ikke oplyses på nuværende tidspunkt.

Andrew Lloyd Webbers musical The Phantom of the Opera er kendt og elsket over hele verden, og den danske opførelse på Det Ny Teater i København i 2000/01 blev en dundrende publikumssucces. Allerede dengang besluttede teatret sig for at gemme de fantastiske rekvisitter og kostumer, for man var sikker på, at det ikke var sidste gang, den populære forestilling skulle sættes op.

Klub FT har været tidligt ude, og vi har skaffet nogle rigtig gode billetter i bedste kategori til eftermiddagsforestillingen søndag 8. marts klokken 16.00.
Arrangementet rummer foruden billetten også transport frem og tilbage til København, kaffe og kage i bussen på vej til København samt en madpakkebox med 3 håndmadder, en sandwich samt en øl eller vej på turen hjem.
Prisen for det samlede arrangement er 875 kroner pr. person, og turen gennemføres ved 45 tilmeldte.

Musicalen er en kærlighedshistorie, et drama og en tragedie, skrevet af den franske forfatter Gaston Leroux. Historien udspiller sig i Pariseroperaen i slutningen af 1800-tallet. En vansiret komponist, der skjuler sit ansigt bag en maske, huserer i operaens kælderkompleks, og han forelsker sig håbløst i den unge korpige Christine Daaé. Det er hans ønske at gøre hende til husets førende primadonna, og han skyer ingen midler for at fremme hendes talent og karriere, ligesom han helt uden skrupler terroriserer operaens personale i sine bestræbelser på at vinde Christines kærlighed gennem sin musik.

Set af 60 millioner
The Phantom of the Opera er indtil videre set af flere end 60 millioner mennesker verden over, hvoraf de mere end 500.000 er alene i Danmark. Færste opsætning af forestillingen på Det Ny Teater kostede mere end 100 millioner kroner, og den er ubetinget den mest bekostelige i dansk teaterhistorie. Den byder på nogle af de mest overdådige dekorationer, kostumer og specielle effekter overhovedet på en dansk scene.

The Phantom of the Opera omfatter mere end 350 kostumer, 100 parykker, 14 påklædere, 22 sceneskift, 281 stearinlys og en strålende kopi af Pariseroperaens lysekrone, der er lavet af mere end 6.000 prismer. Lysekronen, der vejer mere end ½ ton, er næsten 3 meter bred og i løbet af forestillingen falder den fra loftet med et fald på 2,5 m pr. sekund.

På rollelisten findes mange prominente navne. Hele tre personer deler den store krævende rolle som Fantomet, nemlig: Preben Christensen, Flemming Enevold og Peter Jorde. Alle tre er kendte ansigter på Det Ny Teater, hvor de har spillet med i mange tidligere forestillinger. Af øvrige navne kan nævnes, at hovedrollen som Christine Daaé deles mellem Mia Karlsson og
Teresia Bokor. Steen Springborg spiller rollen som Monsiur Friman og Tomas Ambt Kofoed har rollen som Raoul. Hvordan rollebesætningen ser ud den dag, vi skal se forestillingen kan desværre ikke oplyses - den bliver lavet ofte dag for dag.

Dagens program

Turen starter med bus opsamling følgende steder:
Nakskov Banegård klokken 12.00
Maribo Banegård klokken12:30
Sakskøbing Station klokken 12.50
Cementen Nykøbing F. klokken 13.10
Afkørslen Gunslev klokken 13:30.

Undervejs på turen til København bliver der serveret en kop kaffe og en kage.

Selve forestillingen begynder klokken 16.00 og slutter cirka klokken 18.40. På turen hjem serveres en madpakkebox med tre håndmadder, en sandwich samt en øl eller vand. Bussen afgår umiddelbart efter forestillingen.

Tilmelding
Tilmelding kan ske på mail til klub-ft@ft-gruppen.dk - vi skal bruge navn, adresse, telefonnummer, ønsket påstigningssted, antal personer og evt. abonnementsnummer. Billetterne sælges efter først til mølle-princippet. Vi har kun de to pladser, og vi mailer bekræftelse. Før den er modtaget, kan man ikke regne med at være med.

Inkluderet i prisen:

Bustransport med opsamling i Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Nykøbing samt Gunslev
Kaffe eller te samt et stykke kage
God billet i bedste kategori
Madpakkebox med 3 håndmadder, en sandwich samt en øl eller vand.
Pris: 875 kroner
Rabat til abonnenter: 25 kroner pr. billet ved oplysning om abonnementsnummer ved bestillingen





KLUB FT arrangerer tur til musicalen The Phantom of the Opera søndag 8. marts på Det Ny Teater. Pris pr. person 875 kroner, Klub FT rabat 25 kroner for abonnenter.

Offentliggjort Sidst opdateret