Over en million dokumenter udskyder DSB-undersøgelse
Advokatfirmaet Bruun & Hjejle skal bruge knap tre uger mere for at afslutte undersøgelsen om DSB's samarbejde med det omstridte pr-bureau Waterfront.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse.
Oprindeligt skulle undersøgelsen være afsluttet 15. marts, men siden advokatfirmaet afleverede en statusberetning 2. februar, har Bruun modtaget skriftligt materiale i massivt omfang.
De elektroniske data omfatter således nu mere end 1,3 millioner e-mails, dokumenter med videre. Endvidere begrunder advokatfirmaet forsinkelsen med, at det har modtaget materiale fra andre end DSB.
Advokatundersøgelsen skal kulegrave samarbejdet mellem DSB og Waterfront Communications A/S, og hvilke nuværende og tidligere ansatte i DSB, der har været involveret i eller har haft kendskab til eventuelle retsstridige dele af samarbejdet.
Mens undersøgelsen har stået på, har underdirektør i DSB, Peder Nedergaard, været suspenderet.
Direktør for pr-bureauet Waterfront, Lars Poulsen, havde nemlig sendt mails til underdirektøren om blandt andet den kritiske DSB-journalist Lars Abilds personlige helbredsoplysninger.
Desuden er det kommet frem, at Waterfront har udarbejdet profiler om Magnus Heunicke (S), Kristian Pihl Lorentzen (V) og Henriette Kjær (K), Per Clausen (EL), Anne Baastrup (SF) og Pia Olsen Dyhr (SF) for DSB.
Samtidig har der også været kritik af, at det er advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der står for undersøgelsen. Det var nemlig også det firma, der stod bag undersøgelsen af skandalen om DSB First.
Såfremt der ikke kommer nye væsentlige oplysninger i sagen, forventer Bruun & Hjejle, at undersøgelsen om DSB's samarbejde med Waterfront kan offentliggøres 2. april.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde