I januar faldt antallet af ledige med 900 personer til i alt 160.000. Det betyder, at ledighedsprocenten, der igennem flere måneder har ligget på 6,1, nu lander på 6,0.
Dermed viser arbejdsmarkedet en overraskende sejhed i forhold til de negative forudsigelser fra økonomernes side.
Her har man længe forudset, at 2012 ville betyde stigende ledighed som følge af den lave vækst i økonomien.
Udviklingen får nu begynder økonomerne til at se kritisk på deres egne regneark igen.
- I vores seneste prognose har vi skønnet, at bruttoledigheden skulle stige med næsten 15.000 personer i år. Det kommer vi efter alt at dømme til at nedjustere, siger Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank.
Også flere andre af bankøkonomerne taler i mere positive vendinger, end man har hørt meget længe.
Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, vurderer, at optøningen på arbejdsmarkedet vil fortsætte de kommende måneder.
- Måske har vi allerede har set toppen af arbejdsløsheden i denne omgang. Det vil i givet fald være en glædelig forårsbebuder, siger Helge Pedersen.
Han tør dog endnu ikke ændre på Nordeas prognose om, at ledigheden vil stige med 10.000 personer i 2012.
I Danske Bank er økonom Jens Nærvig Pedersen også positivt overrasket.
- Dagens ledighedstal tegner sammen med gårsdagens tal for den økonomiske vækst et bedre billede af dansk økonomi, end vi på forhånd havde turdet håbe på.
- Det er ikke utænkeligt at den seneste stabilisering og begyndende bedring af arbejdsmarkedet kan bide sig fast, siger Jens Nærvig Pedersen.
Mændenes ledighed fortsætter ned som de senere måneder, men samtidig er tendensen til stigende ledighed blandt kvinder bremset op.
Det er fortsat de 25-29-årige, der er hårdest ramt af ledigheden, og manglen på job slår hårdest igennem i København.
Økonomerne advarer dog mod, at der stadig kan være fyringsrunder på vej i virksomheder, der ikke kan få nok gang i hjulene.
Omvendt peger de på, at regeringen er på vej med en kickstart af økonomien, og at mere ro på jobmarkedet også kan give et godt rygstød i forhold til at styrke privatforbruget.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker