Overvismand tager dansk ubalance med ro

Det er blandt andet danskernes høje gæld, som EU løfter pegefingeren over - hvilket ikke kommer som en overraskelse for overvismanden.

- Det er velkendt for os, at de private husholdninger har en stor bruttogæld. Men det modsvares af meget store tilgodehavender, fordi pengene står i pensionsopsparinger og huse, siger han.

EU fremhæver også Danmarks dårlige konkurrenceevne og et fald i eksportpræstationen som områder, der giver problemer for den danske økonomi.

- Det er også noget, vi har kendt til i et stykke tid. Vi lavede selv en analyse for nogle år siden, der viste cirka det samme, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

- Det er selvfølgelig et bekymringspunkt, at vores konkurrenceevne blev så meget forværret fra 2000 til 2009, som tilfældet er.

- Det lider vi under nu og er et udslag af, at vi ikke kontrollerede højkonjunkturen, men førte en for lempelig økonomisk politik, siger han.

Overvismanden siger, at det har hæmmet konkurrenceevnen og givet rigtig store lønstigninger i forhold til udlandet - som nu stiller Danmark i et dårligt konkurrencemæssigt udgangspunkt.

- Hvis vi ser på den seneste overenskomst, så kan man se, at der sandsynligvis er en korrektion i gang af det, men det er noget der tager tid og ikke overstås på et enkelt år, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

På grund af husholdningernes store bruttogæld, kan en pludselig rentestigning blive et problem for dansk økonomi, fordi det vil belaste husholdningernes rentebetalinger.

- Men der er ikke udsigt til en pludselig rentestigning på kort sig. Der er udsigt til, at der bliver ført en meget lempelig pengepolitik i hvert fald et par år frem, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

- Det eneste, der kunne tvinge os til at have en meget højere rente, ville være, hvis der skulle komme en flugt af kapital og valuta ud af landet, siger overvismanden.

- Men det er der heller ikke udsigt til, fordi Danmarks offentlige økonomi er så relativt stærk, fastkurspolitikken har høj troværdighed, og de betydende danske banker er forholdsvis kapitalstærke i europæisk sammenligning, siger han.

/ritzau/

Danmarks økonomi vækker bekymring i EU, der derfor er med på en ny liste over lande med tidlige økonomiske faretegn. Men overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen tager EU's udmelding roligt.

Offentliggjort Sidst opdateret