Pandora åbner 175 butikker i år til smykkesalg

Efter nedtur i forbindelse med finanskrisen samt rekordhøje guldpriser, er der kommet rigtig godt gang i salget af smykker igen. Så meget, at smykkeselskabets Pandoras omsætning i andet kvartal 2013 steg med over 50 procent i forhold til kvartalet 2012.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Den solide fremgang fra første kvartal 2013 er fortsat på tværs af alle regioner i årets andet kvartal. Selvom der fortsat er mange områder, vi kan forbedre, er vi tilfredse med vores fremdrift, siger Pandoras direktør Allan Leighton i regnskabet for andet kvartal.

Omsætningen i Syd- og Nordamerika steg med 52 procent til over en milliard kroner, i Europa blev der solgt for 642 millioner kroner - en stigning på næsten 60 procent, mens Asien og Stillehavsområdet steg med 43,5 procent til en kvart milliard kroner.

Den stigende omsætning har dog en bagside, siger analytiker Jesper Christensen fra Alm. Brand Markets til Ritzau Finans. Han er lidt bekymret over stigningen i faste omkostninger til primært salg, distribution og marketing.

- De stiger i lidt højere takt end ventet som følge af den stigende omsætning. Det er den lidt negative nyhed i dag, hvis vi fremover skal regne med, at de faste omkostninger vokser med cirka det halve af omsætningen, mener Jesper Christensen.

Samlet endte koncernomsætningen i andet kvartal på 1,93 milliarder kroner - og det er helt præcist en stigning på 53,3 procent i forhold til kvartalet sidste år.

I første halvår af 2013 er omsætningen landet på små fire milliarder kroner mod 2,7 milliarder kroner i første halvår af 2012.

At flere nu køber smykker luner på bundlinjen. Pandora fik et overskud før skat på over en milliard kroner i årets første seks måneder - og det er mere end det dobbelte i forhold til halvåret 2012.

I dag har Pandora omkring 950 såkaldte konceptbutikker. Men dem kommer der flere af. Selskabet har planer om at åbne 175 flere i løbet af 2013.

Pandora sælger i dag smykker i mere end 70 lande fordelt på seks kontinenter - og selskabet har cirka 10.300 forhandlere.

/ritzau/