Pensionskæmper gør klar til salg af FIH

ATP's topchef, Lars Rohde, er åben over for muligheden, og iagttagere ser det som den åbenlyse udvej efter det, som betragtes som et fejlslagent og undervurderet opkøb uden reel opbakning hos de stenrige ejere.

Spekulationerne om FIH's fremtid har taget fart, efter at banken har afhændet knap 40 procent af sin lånebog - sine ejendomslån - til et datterselskab under det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet mod en tabskaution.

Tilbage er en mere sund, fokuseret og salgbar bank, fri for de ejendomsengagementer, ingen købere vil være interesseret i.

Aktieanalytiker i Jyske Bank Christian Hede er overbevist om, at ATP vil ud af FIH.

- FIH er nu en fokuseret erhvervsbank, som de kalder det. Nu skal banken bare holde snuden i sporet og gøres klar til et salg.

- Hvis tingene begynder at gå bedre, bliver deres produkt bedre og bedre. 2012 er et overgangsår, og så må vi se, om det bliver 2013 eller lidt senere, vurderer han over for Jyllands-Posten.

På listen over danske opkøbskandidater er der ikke mange, der kan løfte opgaven. Danske Bank og Nordea kan, men har selv været i berøring med de fleste af FIH's kunder, som de kan få over uden at købe banken, lyder vurderingen.

Derimod kunne både Sydbank, Jyske Bank, og Nykredit Bank i størrelse være mulige aftagere for at ekspandere på erhvervsområdet.

Over for Jyllands-Posten vil ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, ikke kommentere, om banken er interesseret i FIH. Nykredit afviser opkøb, skriver avisen.

/ritzau/

De store pensionskæmper ATP og PFA er ved at gøre FIH Erhvervsbank (FIH) klar til salg, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret