Pia K.: Thorning holdt Vestagers tale

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, har svært ved at finde noget som helst positivt at sige om statsministerens åbningstale.

- Jeg ville meget gerne. Men jeg synes, det var en underkastelse af EU, intet til de socialt dårligt stillede, en lempelse af udlændingepolitikken.

- Så jeg har altså lidt svært ved at finde noget positivt, siger Kjærsgaard.

Det er især de store radikale aftryk på åbningstalen, som får Pia Kjærsgaard til at ryste på hovedet.

Men noget overraskende så savnede DF-formanden næsten den radikale leder og nye økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, som tirsdag er til sit første EU-møde.

- Det var faktisk synd, at hun ikke var til stede i dag. Det burde hun jo i virkeligheden, for det er hendes tale, der blev holdt fra Folketingets talerstol, siger Pia Kjærsgaard.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lagde i åbningstalen op til et bredt samarbejde om en ny dansk udlændingepolitik. Men Kjærsgaard har svært ved at se potentialet for et samarbejde.

- Det er lidt uhyggeligt, for det jeg hørte om udlændingepolitikken, havde jeg helst været foruden. Det er kun lempelser, der er på programmet, siger Kjærsgaard.

- Der er ingen tvivl om, at der igen vil komme en tilstrømning af udlændinge, som ikke bidrager til det danske samfund.

Derudover sad hun forgæves og ventede på nyt om en anden af DF's mærkesager: Ældrepolitikken.

- Hvis der er noget, de har været ude at love, så er det bedre social omsorg, en bedre ældrepolitik, alle mulige sociale forbedringer. Det hørte jeg ikke noget til overhovedet.

DF-formanden beskylder også S-SF for at begå løftebrud ved at acceptere tilbagetrækningsreformen med forringelser af efterlønnen.

- Det er et løftebrud af dimensioner. Jeg går ud fra, at 3F nu indrykker en masse helsides annoncer, siger Kjærsgaard med henvisning til fagbevægelsens annoncekampagner mod Dansk Folkepartis støtte til efterlønsindgrebet, siger Kjærsgaard.

/ritzau/

Pia Kjærsgaard kritiserer åbningstalen. Indrømmelser til udlændinge og EU og for lidt til de ældre, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret