Polakker får efterbetaling efter lønsnyd
En flok polske håndværkere kan nu se frem til at få en god slat penge. Det sker, efter de blev snydt så vandet drev af deres polske arbejdsgivere, byggefirmaet Artifex, skriver Fagbladet 3F.
Samlet snød Artifex sine ansatte for flere millioner kroner. De gik til en timeløn på 55 kroner, mens de arbejdede på at renovere en skole, et alment boligbyggeri og den gamle FL Schmidt-grund i Valby i København.
Men nu har polakkerne fået en million kroner, oplyser Lønmodtagernes Garantifond til fagbladet. Garantifonden er blevet blandet ind i sagen, da ledelsen i det polskejede firma lukkede firmaet og gik konkurs.
- Jeg føler mig snydt. Jeg har arbejdet og leveret en solid og god arbejdsindsats. Men vores chefer har udnyttet mig og mine kolleger, siger den polske murer Andrzej Wlodarczyk.
Fagbladet 3F skriver, at det ikke har været muligt at få en kommentar fra de to direktører i Artifex, Marcin Janczura og Bartek Ostajewski.
Selv om de ansatte nu får en delvis efterbetaling, så slipper de to chefer ikke ud af myndighedernes søgelys.
Da Artifex var et interessentselskab, betyder det, at direktører hæfter personligt for tab i selskabet, skriver fagbladet.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker