Prisstigningerne løjer lidt af i september
Efter tre måneder med stigende inflation faldt tempoet i prisstigningerne lidt i september.
Inflationen nåede op på 2,5 procent mod 2,6 procent måneden før, fremgår det af en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Det er lavere prisstigninger på især benzin og biler, der er med til at holde igen på prisudviklingen.
I organisationen Dansk Erhverv glæder man sig over, at stigningen i priser atter er aftagende. Men prisstigningerne er alt for høje til den nuværende økonomiske situation, lyder vurderingen.
- Den indenlandske efterspørgsel er fortsat temmelig svag, hvorfor det er paradoksalt og problematisk med prisstigninger, der nu i 27 måneder i træk har ligget over to procent, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Erhverv.
- De store prisstigninger udhuler forbrugernes købekraft. Det er bestemt ikke det, dansk økonomi har brug for, siger han.
Stigende benzinpriser slår hårdt igennem på økonomien i de danske familier. Hvor en typisk familie sidste år brugte 19.000 kroner på brændstof, er regningen i år løbet op i 21.000 kroner. Det konstaterer seniorøkonom Tore Stramer, Nykredit Markets.
En anden stor synder er stigende skatter og afgifter. Af de ca. 12.000 kroner, som den højere inflation koster en familie i år, kan omkring 3300 kroner tilskrives skatter og afgifter.
- Den relativt høje inflation har den konsekvens, at reallønnen er negativ, siger Tore Stramer.
Lønningerne kan kun snige sig op i omegnen af 1,7 procent i stigning - altså noget lavere end inflationstallet.
Tore Stramer venter dog, at inflationen vil falde i de kommende måneder, så den i midten af næste år vil ligge på ca. 1,75 procent.
Den økonomiske krise lægger en dæmper på prisstigningerne, og så vil fedtafgiften, der blev indført i starten af 2012, på et tidspunkt ikke længere påvirke den årlige stigningstakt i priserne, lyder begrundelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned