Professor B.J. Rambøll, Holte, er død

Professor, dr. tech. Børge Johannes Rambøll, Holte, den sidste af stifterne af Nordens største rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll Gruppen, er død, 97 år.

I 1945 grundlagde han sammen med kollegaen I.G. Hannemann det rådgivende ingeniørfirma Rambøll & Hannemann, der nu er en del af Rambøll Gruppen, som har mere end 8.500 medarbejdere i 24 lande.

B.J. Rambøll blev civilingeniør i 1935, blev senere dr. tech. på en disputats om stabilitets- og spændingsberegninger, og var i en årrække professor i bærende konstruktioner på Danmarks Tekniske Højskole.

Hans firma var blandt pionererne inden for helhedsorienterede regnskaber, hvor resultatet også måles i værdier som miljø, kunde- og medarbejdertilfredshed.
/ritzau/




Den sidste af stifterne af Nordens største rådgivende ingeniørvirksomhed Rambøll Gruppen, er død, 97 år.

Offentliggjort Sidst opdateret