Professor: Københavns Kommune har en god sag

Københavns Kommune har en god chance for at få 60 millioner kroner i refusion fra Arbejdsmarkedsstyrelsen i den såkaldte Farvergade-sag, hvis kommunen vælger at anke dommen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det vurderer Søren Højgaard Mørup, professor i offentlig ret ved Aarhus Universitet.

Østre Landsret har fredag afgjort, at Københavns Kommune ikke havde ret til at få 60 millioner kroner i refusion fra Arbejdsmarkedsstyrelsen i forbindelse med et aktiveringsprojekt.

- Jeg er ikke overbevist af landsrettens begrundelse. På det centrale punkt i dommen, som jeg ser det, der siger landsretten, at det at lave jobsøgning på egen hånd kan ikke medregnes, siger Søren Højgaard Mørup.

- Det kan ikke betragtes som en aktivitet, der er omfattet af loven.

Striden om de 60 millioner kroner skyldes, at Arbejdsmarkedsstyrelsen mener, at Københavns Kommune har fået for meget i refusion fra staten i et aktiveringsprojekt.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen kræver den høje refusion, at de ledige møder op på stedet 25 timer om ugen, men de ledige i Farvergade-projektet skulle højst møde op halvanden time om ugen.

Landsretten mener ikke, at projektet i Farvergade opfyldte betingelsen om 25 timers ugentlig aktivering, og Københavns Kommune var derfor ikke berettiget til refusion af 65 procent af udgifterne til kontanthjælp.

- Der fremgår ikke noget krav om fremmøde af lovens ord, ligesom det heller ikke er nødvendigt af hensyn til lovens formål, og derfor mener jeg, at Københavns Kommune har en god sag, siger han.

Københavns Kommune overvejer, om dommen skal ankes.

- Vi troede, at vi havde en god sag, fordi vi hele vejen igennem har tilrettelagt et tilbud, som, vi mente, levede op til lovens krav. Vi vil studere dommen nøje, siger beskæftigelsesminister Anna Mee Allerslev (R).

/ritzau/