Optællingen af de personlige stemmer gør valget til et skæbnevalg for SF's menneskerettighedsordfører, lægen Kamal Qureshi, der ryger ud efter 10 år i Folketinget.
SF får tre mandater i København, hvoraf partiformand Villy Søvndal løber med det ene. De to andre mandater går til miljøordfører Ida Auken og socialordfører Özlem Cekic.
Valget er i øvrigt en personlig nedtur for partiformand Villy Søvndal, der måtte tage til takke med kun omkring en tredjedel af de personlige stemmer, han fik sidst.
Hos Socialdemokraterne kommer Mette Reissmann, der er kendt fra tv-programmet "Luksusfælden", i Folketinget.
Med landets kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, i spidsen sikrede S sig fortsat fire mandater i København. Det sikrer også genvalg til retsordfører Karen Hækkerup og videnskabsordfører Yildiz Akdogan.
Den store radikale fremgang sikrer valg til det tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation Manu Sareen som afløser for veteranen Lone Dybkjær, der ikke genopstillede.
Sareen får følgeskab af yderligere to nye radikale folketingsmedlemmer. Det er stifteren af Kaospiloterne, Uffe Elbæk, og Lone Loklindt, der er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen sikrer partiet et kanonvalg i København. Med et personligt stemmetal på 47.002 trækker hun statskundskabsstuderende Rosa Lund og bryggeriarbejder og fagforeningsmand Finn Sørensen med i Folketinget.
I den blå blok sidder tidligere integrationsminister Søren Pind sikkert i sadlen hos Venstre, mens tre andre kandidater måtte kæmpe på de personlige stemmer.
Det sikrer plads på tinge til rådmand på Frederiksberg Jan E. Jørgensen og den tidligere kulturborgmester i København Martin Geertsen, mens Marion Pedersen må sige farvel til Folketinget.
Under fredagens fintælling så det et øjeblik ud til, at tidligere kulturminister Per Stig Møller var på vippen i København, men han genvinder sit mandat, mens Rasmus Jarlov ryger ud af Folketinget.
Hos Dansk Folkeparti får folketingsmedlemmerne Peter Skårup og Martin Henriksen endnu en periode i Folketinget.
Endelig får Liberal Alliance valgt sin spidskandidat i København, Simon Emil Ammitzbøll.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker