R: Vi kan ikke kun leve af at være kreative
Danfoss truer med at flytte produktionen, topchefer gør klar til fyringsrunder, og Danmark står til at miste 7500 produktionsarbejdspladser i 2012.
Dårlige nyheder er der nok af for politikerne, og den radikale arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq mener, at der er behov for at gøre mere for at forbedre Danmarks konkurrenceevne.
- Danmark skal ikke kun leve af viden og af at være kreative. Industrien står for 51 procent af den danske eksport. Vi må hjælpe produktionsindustrien med at blive i Danmark, siger Farooq.
Liberal Alliance peger på, at regeringspartierne, både de nuværende og de tidligere, selv har været med til at forringe konkurrenceevnen.
- Det helt store problem er den faldende konkurrenceevne og de høje danske skatter og afgifter. Det er faktisk noget, Folketinget og regeringen kan gøre noget ved, siger partiets erhvervsordfører Ole Birk Olesen.
Nadeem Farooq erkender, at hans egen regering selv har lanceret sukkerafgiften, der allerede er forhadt af erhvervslivet, før den er trådt i kraft. Og fra sine forgængere i Venstre og Konservative har regeringen arvet den lige så omstridte fedtafgift.
- Fremadrettet må vi nok være mere påpasselige med at sætte afgifter på følsomme områder, der skaber grænsehandel og sender produktion ud af landet, siger Farooq.
Både regeringen og oppositionen ønsker at fjerne fedtafgiften igen. Men partierne har indtil nu ikke kunnet enes om finansieringen.
- Alle partier skylder noget. Det kunne være rart, hvis alle partier tog ansvar, siger Farooq.
Han vil ikke afsløre, hvilken finansiering De Radikale selv foreslår. Men der ligger flere forslag fremme i de igangværende forhandlinger om finansloven, og Farooq tror på, at det vil lykkes at komme af med afgiften.
- Jeg har et fromt håb om at det lykkes, siger den radikale arbejdsmarkedsordfører.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned