R: Vi vil stadig have styrket magt-tjek

Regeringen har ikke solgt kravet om, at to femtedele af Folketingets medlemmer skal kunne nedsætte en uvildig undersøgelseskommission imod regeringens flertal.

Det fastslår De Radikales videnskabsminister Morten Østergaard.

- Vi vil drøfte med Folketingets partier, hvordan den parlamentariske kontrol kan styrkes. Det er den rigtige måde at gøre det på. Regeringen og Folketinget skal samarbejde, siger han.

I opposition garanterede Socialdemokraterne, SF og De Radikale, at de ved magten vil vedtage kravet om flere høringer og undersøgelseskommissioner. Nu er kravet luget ud af regeringsgrundlaget, fastslog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag.

- Det har vi ikke med i regeringsgrundlaget, lød beskeden fra den nye regeringschef.

Men så let slipper hun ikke. Dansk Folkeparti fremsætter kravet om flere kommissioner som beslutningsforslag i Folketinget, fastslår gruppeformanden Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg er dybt overrasket over, at et så centralt punkt er droppet.

- Før valget var de krystalklare i mælet om, at 40 procent af Folketingets medlemmer kan gennemføre en undersøgelse, siger han.

- Det kan desværre kun være én grund til, at de går fra det nu: Det skulle bruges til at få magten. Når man så sidder på magten, vil man ikke kigges over skuldrene, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han håber, at Enhedslisten i folketingssalen vil støtte S-R-SF-regeringens krav fra oppositionstiden.

/ritzau/

Regeringen vil drøfte styrket parlamentarisk kontrol med Folketinget før regler ændres siger Morten Østergaard

Offentliggjort Sidst opdateret