Bevæbnede vagter på danske skibe, som må skyde med skarpt mod pirater, skal være 20 år, have våbenerfaring og en pletfri straffeattest, men ellers ingen offentlige krav til en videre certificering.
Justitsminister Morten Bødskovs (S) lovforslag om bevæbnede vagter på danske skibe fra lægger ansvaret for kvaliteten af de bevæbnede vagter hos rederierne selv, der får våbentilladelsen.
Kristina Siig, som er dr.jur. i søret ved Syddansk Universitet, finder det problematisk.
- Det er retspolitisk interessant, at lovgiverne lægger op til selvregulering på et område, hvor vi slet ikke har tradition for selvregulering.
- Dansk lov gælder på danske skibe, og det er da tankevækkende, at en ubevæbnet vagt i Bilka skal certificeres og være 25 år, mens der ikke lægges op til offentlig kontrol eller certificering af vagter, der skal skyde med skarpt på danske handelsskibe, siger Kristina Siig, der er landets eneste ekspert på sit felt.
En gennemsejling med bevæbnede vagter koster måske 100.000 dollar og i et presset marked er det fristende for måske mindre bemidlede rederier at spare på kvaliteten af vagterne, påpeger hun.
- Det bliver markedskræfterne, der regulerer, og det i et meget broget marked, lyder vurderingen fra Kristina Siig.
Politikere i Folketingets retsudvalg har lagt vægt på, at en samlet branche - Danmarks Rederiforening, kaptajner og styrmænds faglige organisation, Søfartens Ledere og Sikkerhedsbranchen - står sammen om at sikre kvaliteten af de bevæbnede vagter.
- Hvis vi hørte store protester fra de menige ansatte på skibene, vil jeg være mere mistænksom. Men det er en tillidserklæring til rederierne, og lever de ikke op til den, må vi kigge på systemet igen, siger Jeppe Mikkelsen, De Radikales retspolitiske ordfører.
De Konservatives retspolitiske ordfører Tom Behnke siger, at det regulerer sig selv.
- Har de en last om bord til flere millioner kroner, sparer de ikke på de bevæbnede vagter. De har en interesse i, at det fungerer. Det kan sagtens fungere - også for de mindre rederier, siger Tom Behnke.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde