Regnskab: Nordea har solide danske kunder

Foto: Scanpix Sweden/ Scanpix /Scanpix

Selv om den økonomiske krise i Danmark har ramt visse privatkunder, landmænd samt små og mellemstore virksomheder og boligmarkedet fortsat er svagt, er det økonomisk solide kunder, der har Nordea som bank.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fremgår af regnskabet for Nordeas danske afdeling: Den overordnede kreditkvalitet hos kunderne i danske Nordea er solid.

- De fleste erhvervskunder har en stærk økonomi og forholdsvis gode udsigter, og antallet af boligkunder i vanskeligheder er begrænset, hedder det i regnskabet for Nordeas danske afdeling.

Finanskoncernen Nordeas danske afdeling er - set over første halvdel af året - i pæn fremgang. Periodens resultat steg med 11 procent til 1596 millioner euro som følge af stabile omkostninger og øgede indtægter.

I hele Norden kom Nordea ud af første halvår med et ordinært resultat på 2136 millioner euro mod 1952 millioner euro i samme periode året før. Det er en fremgang på ni procent, oplyser koncernen.

Koncernchef Christian Clausen siger om resultatet generelt, at koncernen har fastholdt god fremdrift i forretningen og øget egenkapitalforrentningen trods fortsat pres på renterne, finansiel uro og den økonomiske afmatning i Europa.

- Vi gør fortsat fremskridt i opbygningen af fremtidens bank.

- Implementeringen af vores plan for det nye normale har resulteret i et øget forretningsomfang og stigende indtægter, mens omkostningerne har ligget stabilt, og effektiviteten i forhold til kapital, likviditet og funding er øget, siger han.

Koncernchefen understreger, at med en rettidig indsats har Nordea fastholdt sin stærke rating og dermed været i stand til fortsat at understøtte kunderne i udviklingen af deres privatøkonomi og erhvervsvirksomhed.

- Det er vores vigtigste bidrag til vækst og udvikling i de samfund, der omgiver os, understreger Christian Clausen.

Finanskoncernens nettorenteindtægter steg fra 2650 millioner euro til 2882 millioner euro - en fremgang på ni procent. Nordea måtte dog nedskrive mere på udlån i første halvdel af 2012 end året før.

Nedskrivningen var på 435 millioner euro mod 360 millioner euro året før.

/ritzau/