Rekord: Udlandet køber danske firmaer i stor stil
For første gang nogensinde har udlandet stået for de fleste opkøb af danske virksomheder. Det skriver Berlingske på baggrund af nye tal fra rådgiverfirmaet Audun Partners.
I alt gik 54 procent af de danske virksomheder, der blev solgt i første kvartal, til internationale købere. Det inkluderer blandt andet virksomhederne Nets og Færch Plast.
Sidste år lå tallet på omkring 40 procent.
- Det tiltrækker udenlandske investorer, at Danmark har internationale og rimelige videnstunge virksomheder, og så er der større tillid til, hvad en dansk direktør siger, end vi oplever i visse andre lande.
- Det eneste, som taler imod, er den danske skattepolitik, som er for ustabil, siger Steffen Thomsen, der er ledende partner i kapitalfonden Adelis, til Berlingske.
Der er især en stigende interesse fra amerikanske investorer, der i den første del af 2014 købte seks virksomheder, heriblandt Nets.
Dansk Erhverv ser ikke noget problem i, at danske virksomheder bliver solgt til udlandet eller modtager udenlandsk kapital.
- Tværtimod. For en lille åben økonomi er det afgørende, at der flyder kapital både ind og ud af Danmark, siger Louise Riisgaard, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv, til Berlingske.
Tendensen er ikke entydig for landene i Europa. Tyske virksomheder blev solgt til udlandet i samme takt som Danmark, mens de fleste salg af svenske og britiske virksomheder gik til købere på hjemmefronten.
I Frankrig var det kun hver fjerde virksomhed, der blev solgt til en udenlandsk køber.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie