Revisionen i Tønder Bank kulegraves
Der var ingen bemærkninger fra revisionsselskabet BDO i regnskaberne fra den nyligt krakkede Tønder Bank. Erhvervsstyrelsen går nu i gang med at undersøge revisorernes rolle i forbindelse med de pæne regnskaber, som banken havde fremlagt.
Undersøgelsen forventes at være færdig straks i det nye år, da sagens karakter kræver en hurtig afklaring både af hensyn til offentligheden og af hensyn til revisor, meddeler Erhvervsstyrelsen.
Beslutningen om en granskning af revisorernes rolle kommer efter, at styrelsen har nærlæst Fondsrådets afgørelse. Den viser blandt andet manglende nedskrivninger på omkring 320 millioner kroner.
Styrelsen vurderer på baggrund af fondsrådsafgørelsen, at der foreligger en mulighed for, at revisor kan have overtrådt revisorlovgivningen.
Men det forhold, at Erhvervsstyrelsen nu iværksætter en undersøgelse, er ikke udtryk for, at revisor har overtrådt reglerne. Undersøgelsen skal netop afdække dette, fastslås det.
Hvis undersøgelsen viser, at revisor har overtrådt reglerne, kan det føre til, at Erhvervsstyrelsen indbringer revisor for Revisornævnet.
Erhvervsstyrelsen er tilsynsmyndighed for revisorer og revisionsvirksomheder og kan iværksætte undersøgelser, hvis der er risiko for, at en revisor har overtrådt reglerne.
Erhvervsstyrelsens tilsyn skal medvirke til at sikre en høj kvalitet af revisorernes arbejde.
Efter bankkrakket kom revisionsfirmaet BDO i søgelyset i forbindelse med selskabets revision af Tønder Banks regnskaber.
BDO ville undersøge sig selv, men nu da Erhvervsstyrelsen har iværksat en undersøgelse, har BDO indstillet sin egen undersøgelse.
Indtil resultatet af Erhvervsstyrelsens undersøgelse foreligger, ønsker BDO ikke at udtale sig yderligere i sagen, har bestyrelsesformand Henrik Brünings oplyst.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned