Rige og fattige går efter risikable lån
Forholdsvis mange boligejere med en høj indkomst vælger boliglån med en variabel rente. Det viser nogle af de første resultater fra en analyse, som Erhvervsministeriet har foretaget af boligejernes gæld og lån.
- Vi ser en tendens til, at boligejere med en høj indkomst i lidt højere grad vælger variabelt forrentede lån end mellemindkomsterne, siger erhvervsminister Ole Sohn (SF).
Ministeren fremlagde de nye resultater ved et årsmøde i Realkreditrådet onsdag.
Han mener, at det er velbegrundet, når boligejere med høj indkomst går efter disse lidt mere risikable lån. For de kan formentlig klare at betale lidt mere for lånet, hvis renterne skulle stige.
Et andet resultat fra analysen viser, at boligejerne med de laveste indkomster i ret høj grad går efter lån med variabel rente og afdragsfrihed. Ministeren konstaterer dog, at denne gruppe står for en forholdsvis lille del af den samlede boliggæld.
Der er mange pensionister blandt låntagere med afdragsfrie lån. Det forklarer ministeren med, at det for en pensionist er oplagt at bruge afdragsfriheden til at "nedspare" - eller populært sagt "spise af murstene".
Ole Sohn mener ikke, at det er sandsynligt med store rentestigning i nær fremtid, blandt andet fordi regeringen har stort fokus på at føre en stabilitetsorienteret økonomisk politik.
Men han erkender også, at de finansielle markeder kan overraske.
Hvis de korte renter stiger med et procentpoint, vil andelen af husholdninger, der skal bruge mere end halvdelen af den disponible indkomst på at betale for gælden, stige fra godt fem til godt seks procent.
En stor rentestigning på fem procentpoint vil øge andelen til 13 procent.
- Det er vanskeligt at afgøre, om det er et stort problem. Det afhænger også af, hvad der i øvrigt sker med økonomien. Men det kalder på eftertænksomhed. Det er vigtigt at gardere sig, mener ministeren.
Han roste på mødet realkreditinstitutterne for at have taget en række initiativer for at øge robustheden i realkreditsystemet.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker