Sammenbrud: KL og lærerne langt fra hinanden

Kort før midnat brød forhandlingerne mellem KL og Lærernes Centralorganisation om lærernes arbejdstid sammen igen. Det var anden gang fredag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sammenbruddet bekræftes af både KL og Lærernes Centralorganisation.

Det kommer efter langvarige forhandlinger om lærernes arbejdstid.

Dermed er der ifølge KL lagt op til lockout af cirka 50.000 lærere, som ikke vil kunne møde på arbejde efter påske, medmindre der gøres endnu et nyt forsøg.

Formanden for Lærernes Centralorganisation, Anders Bondo Christensen, vil dog gøre alt hvad de kan.

- Jeg har den holdning at indtil den 31. marts vil vi gøre alt hvad vi kan for få løst det her. Vi vil også komme med nye forslag. Men jeg synes vi har været hele vejen rundt. Der er ikke aftalt nye møder.

- Men det er klart, at jeg vil blive ved at tænke i hvordan kan vi genoptage forhandlinger, siger Anders Bondo Christensen til Ritzau.

Han tror dog ikke, at eventuelle forhandlinger vil blive genoptaget lørdag eller søndag.

- Nu skal vi lige tænke nogle nye tanker. Mit bedste bud er, at forhandlingerne tidligst kan blive genoptaget i næste uge, siger Anders Bondo Christensen.

Om aftenens første sammenbrud siger Michael Ziegler:

- Det er den mest absurde forestilling, jeg har været med til. Ét minut efter, at KL og lærerne i fællesskab har konstateret sammenbrud, sender Anders Bondo Christensen personligt en mail til KL, hvor han foreslår, at vi skal forsøge at finde sammen om "den finske model".

- Den finske model har ikke på noget tidspunkt været nævnt i forhandlingerne, ej heller over for forligsmand Mette Christensen, siger Michael Ziegler og fortsætter:

- Vi modtog denne mail samtidig med, at Anders Bondo Christensen var i fuld gang med at orientere journalister om sammenbruddet.

KL må bede forligsmanden om at samle parterne igen, men kun for at konstatere, at lærernes forslag om den såkaldte finske model er den samme arbejdstidsmodel, som "vi forlod i 1993".

- Vi er parat til at forhandle, hvis LC spiller seriøse forslag på banen, og vel at mærke spiller forslagene ud over for os forhandlere, siger Michael Ziegler.

/ritzau/