Sammenbrud: Sygeplejersker og regioner går hver til sit
Overenskomstforhandlingerne mellem Regionernes lønnings- og takstnævn (RLTN) og Sundhedskartellet, der blandt andet tæller sygeplejersker, jordemødre og fysioterapeuter, er brudt sammen.
Sammenbruddet i forhandlingerne skyldes, at parterne ikke har kunnet opnå enighed om at få præciseret, at visse ledere med et stort budget- og personaleansvar ikke kan vælges som tillidsrepræsentanter, lyder det fra RLTN.
- Det er en højst besynderlig situation, vi er havnet i. Nogle af vores ledere i regionerne har ansvar for store millionbudgetter og flere hundrede medarbejdere, siger Jens Stenbæk, formand for RLTN.
- De er vigtige spillere på ledelsesgangen og sidder med i vigtige strategiske drøftelser om budgetter og lignende. Jeg finder, at det er helt uforeneligt med denne lederrolle samtidig at være tillidsrepræsentant, tilføjer han.
Regionernes forhandlingsleder påpeger, at en tillidsrepræsentant er den faglige organisations repræsentant på arbejdspladsen.
Tillidsrepræsentanten skal som en af sine funktioner blandt andet repræsentere medarbejderne i de formelle medindflydelsesudvalg, hvor ledelsen udpeger ledelsesrepræsentanter til at sidde på den anden side:
- Det giver nogle rolleforvirringer, hvis lederen er både leder og tillidsrepræsentant. Vi har fuldt ud anerkendt, at lederne for eksempel kan etablere talspersonordninger, netværk og tilsvarende.
- Men Sundhedskartellet krævede derudover at få ekstraordinære penge til ledergruppen uden for rammen. Det ville jeg aldrig kunne forsvare over for alle andre ansatte i regionerne, slutter Jens Stenbæk.
Sygeplejerskerne er den klart største gruppe i Sundhedskartellet, der er en forhandlings- og samarbejdsorganisation for knap 50.000 fuldtidsbeskæftigede. Samlet er der 120.000 fuldtidsbeskæftigede i sundheds- og socialsektoren hos regionerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde