Samuelsens nye alliance skal stå sin prøve

Nogle iagttagere følte en form for deja-vu, da Anders Samuelsen for et år siden præsenterede de nye spidskandidater for Liberal Alliance.

Efter bruddet med Naser Khader og Gitte Seeberg havde Samuelsen omdøbt Ny Alliance.

Nu skulle en ny og seriøs linje lægges, efter den første alliance var endt i interne uenigheder, der havde bekræftet kritikernes syn på partiet som en samling semikendte politiske landsbytosser.

Ikke desto mindre var kendisfaktoren igen i spil, da det nye hold skulle præsenteres. Men trods skepsis og kritisk medieomtalte står Liberal Alliance efter valget med ni mandater og en spraglet ny folketingsgruppe.

Den politiske erfaring finder man hos partileder Anders Samuelsen, der er Liberal Alliances omdrejningspunkt. Han flankeres af den politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøll, der har også har en fortid hos Det Radikale Venstre.

Landsformand Leif Mikkelsen har også sit at trække på med seks år i Folketinget for Venstre. Den 65-årige økologiske landmand har siddet udenfor i den seneste valgperiode, men er nu klar til comeback.

Villum Christensen har repræsenteret partiet i Folketinget, siden Gitte Seeberg forlod det i 2008. Han har desuden en fortid som viceborgmester i Slagelse.

Resten af den nye folketingsgruppe er noget mere ubeskrevne rent politisk.

Den tidligere OL-bronzevinder i kuglestød, Joachim B. Olsen, har tiltrukket sig opmærksomhed med personlige ønsker om en skatteprocent på 20 og tilladelse til flerkoneri. Han har dog sørget for at understrege, at det ikke er partiets politik.

- Hun bliver den nye Lilli Gyldenkilde og Kirsten Jacobsen i en og samme person, erklærede Anders Samuelsen på valgaftenen om Thyra Frank, som ellers har været under beskydning i valgkampen.

Plejehjemslederen er blevet kritiseret for ikke at deltage aktivt i valgkampen, og partilederen er blevet beskyldt for at gemme hende fra pressen for at undgå uheldige udtalelser.

Noget mere selvkørende er Ole Birk Olesen, som gennem de seneste fem år har markeret sig som noget nær "Danmarks Mest Liberale Mand".

Manden bag netavisen 180Grader har ført valgkamp med lavere skatter som sin helt store mærkesag og fældede tilbage i 2007 en lidet flatterende dom over velfærdsstaten i bogen "Taberfabrikken".

Endelig består den nye folketingsgruppe af Anders Samuelsens søster, den tidligere chefredaktør og DR-chef Mette Bock, og konsulenten Merete Riisager.

/ritzau/

Liberal Alliance kom trods skepsis stærkt ud af valget og står nu med en spraglet folketingsgruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret