SAS afviser timeløn på 80 kroner
Selvom de ansatte i SAS må forberede sig på at gå ned i løn, så bliver der ikke tale om timelønninger på 80 svenske kroner svarende til 69 danske kroner til stewardesserne og det øvrige kabinepersonale.
Det siger SAS' danske pressechef.
- De vilkår, vi tilbyder vores medarbejdere, er markedsmæssige og anstændige, og det er vilkår, som vi kan stå inde for, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT er en del af SAS-ledelsens sparekrav, at kabinepersonalets timeløn skal sættes ned til 80 svenske kroner i timen, men TT's beregninger er forkerte, siger pressechefen.
En anden del af spareplanen er ifølge det norske nyhedsbureau NTB, at SAS vil sætte arbejdsugen op til 47,5 timer med mulighed for at arbejde op til 60 timer ved forsinkelser.
Den del af spareplanen bekræfter Trine Kromann-Mikkelsen, som ellers ikke vil afsløre detaljer om hverken forhandlinger eller spareplan.
Danske, svenske og norske repræsentanter for kabinepersonale og piloter i SAS mødes torsdag i København med ledelsen i SAS med koncernchef Rickard Gustafson i spidsen.
Og mødet ventes at blive noget af en maraton. Deadline for forhandlingerne er søndag, hvor SAS-ledelsen skal meddele selskabets bestyrelse, om spareplanen kan gennemføres.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker