SAS-aktier letter på gode nyheder om spareplan
Investorerne kvitterer for, at SAS landede spareplanen med de ansatte, og at selskabets fremtid ser ud til at være sikret.
På Københavns Fondsbørs lukker SAS' aktier mandag med en stigning på 23,7 procent i kurs 6,10.
Det sker efter en dramatisk dag, hvor luftfartsselskabet med nød og næppe undgik konkurs, da ledelsen fik forhandlet en omfattende spareplan på plads med den sidste af otte fagforeninger.
Dermed er der banet vej til forlængelse af den kreditaftale fra banker og hovedaktionærer, der er afgørende for SAS' overlevelse.
De danske kabinefolk var den sidste faggruppe, der sagde ja til ledelsens spareplaner efter intensive forhandlinger siden torsdag.
Kabinepersonale og piloter er blandt andet gået med til betydelig nedgang i løn, længere arbejdstid uden overarbejdstidsbetaling og forringede pensionsvilkår. Og det er tilsyneladende lige det, SAS trænger til, i investorernes øjne.
Allerede da de første aftaler blev meldt ud, kvitterede markedet prompte med en kursstigning på cirka 20 procent, og i løbet af dagen blev SAS liggende i det lag.
SAS-udviklingen trækker desuden Københavns Lufthavn med sig - aktien lukker 1,1 procent oppe i kurs 2000.
Den samlede stigning på C20-indekset på Københavns Fondsbørs ender på 0,6 procent i indeks 478,52.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned