SAS udfordrer lavprisselskaber på sommerrejser
SAS tager for alvor kampen op mod lavprisselskaberne med lanceringen af 45 nye ruter i næste års program. Stort set alle de nye ruter går til feriedestinationer omkring Middelhavet i sommersæsonen.
- Jeg ser det som et skridt mod at dæmme op for Norwegians stigende markedsandel. Det er en måde at sætte en prop i hullet. Man tager noget af den fritidsrejsetrafik, som Norwegian ellers har tradition for i sommerhalvåret, siger Ole Kirchert Christensen, luftfartsekspert og fagredaktør på check-in.dk.
Fra Københavns Lufthavn åbner SAS 10 nye ruter. Heraf er seks sommerruter til Palermo og Cagliari i Italien, Pula i Kroatien, Biarritz i Frankrig, Alanya Gazipasa i Tyrkiet samt Thessaloniki i Grækenland.
SAS plejer at leje fly ud til charterselskaber sommeren over for at udnytte flykapaciteten fuldt ud. Men nu har selskabet altså valgt at satse i større stil på selv at flyve danskerne, svenskerne og nordmændene på sommerferie i Sydeuropa.
Ole Kirchert Christensen vurderer, at SAS' profil dermed lægger sig tættere op ad lavprisselskaberne.
Også fordi de mange nye ruter fra Sverige, Norge og Finland går uden om Københavns Lufthavn og dermed i højere grad minder om lavprisselskabernes direkte "punkt til punkt"-ruter.
- SAS er et netværksselskab, som traditionelt flyver de rejsende gennem trafikknudepunktet København. Her er der tale om, at man flyver de rejsende direkte fra Norge og Sverige til feriedestinationerne, siger Ole Kirchert Christensen.
Ud over sommerruterne er der fire nye helårsruter på programmet fra København til Newcastle, Budapest, Prag og - som den eneste oversøiske destination blandt alle de nye ruter - San Francisco.
Det kan ifølge Ole Kirchert Christensen skyldes, at det er svært at tjene penge på de lange ruter, som SAS tidligere har meldt ud.
- Desuden har SAS kun 11 langdistancefly, og de er alle sammen fuldt beskæftiget. Man åbner en rute til San Francisco, men lukker i stedet ruten til Bangkok i hvert fald i sommerhalvåret, siger han.
SAS åbner i alt 11 nye ruter fra Sverige, 17 nye ruter fra Norge og syv nye ruter fra Finland.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker