SAS: Vi vil ikke kommentere konkursrygter

Flyselskabet SAS vil ikke kommentere rygter fra et svensk nyhedsmedie om, at selskabet er tæt på en konkurs.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er den svenske hjemmeside expressen.se, der søndag har historien om en snarlig konkurs.

- I morgen kommer vi med en ny plan. Så vi har en plan, og vi kommenterer ikke rygter, siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef ved SAS i Danmark.

Expressen mener at vide, at der lige nu er gang i intensive diskussioner i den svenske regering om, hvordan økonomien skal reddes, og hvordan en eventuel konkurs skal håndteres.

Ifølge kilder, som avisen har talt med, er der forhandlinger i gang i det svenske statsministerium, udenrigsministerium og erhvervsministerium.

Det er ingen hemmelighed, at SAS kæmper med økonomiske problemer.

Regeringerne i Danmark, Norge og Sverige har henvendt sig til EU-Kommissionen for at få godkendt statsgarantier til en forlængelse af bankernes milliardlån til det kriseramte luftfartsselskab SAS.

EU-Kommissionen har tidligere stillet skrappe krav til godkendelser af statsgarantier. Og de nordiske lande kan også forvente visse betingelser.

Danmark, Sverige og Norge ejer tilsammen over halvdelen af aktierne i SAS.

EU vil ikke sætte en tidsramme for behandlingen af den nordiske henvendelse. Men Jacob Pedersen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, sagde fredag til Ritzau, at der sandsynligvis ligger en afgørelse klar inden mandag morgen:

- Det virker helt klart som om, SAS er sikre på, at der ligger en afklaring inden mandag morgen, hvor man offentliggør tredjekvartalsregnskabet med spareplaner og med en plan for kreditterne.

- Så jeg er overbevist om, at der ligger en afklaring af en eller anden art mandag morgen, siger han.

I morgen præsenterer SAS en plan for fremtiden, som skal udstikke en sparekurs for flyselskabet.

/ritzau/