Se LO's plan: Sådan skabes der tusindvis af nye job i Danmark

Her er LO's 11 bud på, hvordan der kan skabes i alt mellem 15.000 og 24.000 nye arbejdspladser i Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret

1. Flere hænder til børn, syge og ældre

- Efter en lang periode med tilbageholdenhed i det offentlige, vil LO igen øge væksten og forbedre velfærden. Der skal der ikke være sanktioner ved budgetoverskridelser i 2013. Realisering af planlagt offentligt forbrug vil skabe omkring 10.000 flere job i 2013 og 3000 yderligere i 2014.

2. Gang i byggeriet i kommunerne

- LO foreslår, at der ikke sker modregning for det hævede anlægsloft i de kommunale serviceudgifter, som regeringen og KL ellers lige er blevet enige om. Forslaget ventes at skabe 1000 flere job i 2013-2014.

3. Mere energirenovering i kommunerne

- Reglerne for energirenovering i kommunerne forenkles, så det bliver mere tilgængeligt for kommunerne at sætte gang energirenovering. Det kan betyde 1000 nye job i 2013 og yderligere 2000 nye job i 2014.

4. Byggeri af flere almene boliger

- LO foreslår, at sænke det såkaldt grundkapitalindskud til syv procent. Det vurderes at give anledning til ekstra byggeri på 500 almene boliger blandt andet i hovedstadsområdet. Det vil betyde 200 ekstra job i 2013 og samlet 700 ekstra job i 2014 og frem.

5. Bedre offentlig transport

- Der skal investeres en milliard kroner ekstra i jernbanenettet i 2013 og 2014. Forslaget skønnes at skabe 500 flere job i 2013 og samlet 600 nye job i 2014.

6. Hævet skrotgrænse for nye biler (under 4 år)

- Før 2011 blev en skadet bil kasseret, hvis det kostede mere end 75 procent af handelsværdien at reparere den. Fra 2011 blev det sat ned til 65 procent. Det har medført mindre aktivitet i værkstedshallerne. LO forslår, at skrotgrænsen atter bliver hævet for nye biler under fire år. Det ventes at skabe 300 nye job i 2013 og frem.

7. Uddannelse af arbejdsløse og jobrotation

- LO foreslår øget brug af jobrotation, og samtidig skal man kunne genoptjene dagpenge, når man er i jobrotation. En midlertidig pulje til jobrotation på 15 millioner gøres permanent. Initiativet ventes at hæve beskæftigelsen med 200 personer i 2013 og 2014.

- Faglærte arbejdsløse i a-kasse og arbejdsløse med en forældet uddannelse skal have ret til at blive videreuddannet til akademiniveau. Initiativet ventes at give 200 i 2013 og 2014.

8. Flere hænder i Skat

- LO foreslår, at Skat opnormeres med 500 årsværk fra 2013, svarende til niveauet fra omkring 2010-2011. Det ventes derudover at kunne øge skatteindtægterne, så forslaget giver en offentlig nettogevinst på cirka 300 millioner kroner årligt.

9. Krav om overenskomst i offentlige udbud i kommuner og regioner

- Når staten gennemfører udbud, skal virksomheder, der byder ind på udbuddet, give deres ansatte løn- og arbejdsvilkår, der svarer til overenskomsten på området. Dette krav er dog ikke obli­gatorisk ved udbud fra kommuner og regioner. Det ville i givet fald give en gevinst på cirka 3000 personer og en offentlig gevinst på 310 millioner kroner.

10. Mulighed for tilkøb i hjemmeplejen

- Kommunerne skal have mulighed for at tilbyde brugere af hjemmehjælp ekstra ydelser mod betaling for eksempel rengøring, vinduespolering og indkøb, ligesom private udbydere af hjemmehjælp kan allerede i dag. Forslaget skønnes at give op til 1000 nye job i 2014.

11. Afskrivning af digitalt udstyr

- Virksomheder skal kunne afskrive nyt digitalt udstyr med 50 procent i 2013 og 2014 mod de nuværende 25 procent. Det skal gøre virksomhederne mere produktive og vil skabe omkring 200 job i 2013 og 500 i 2014.

/ritzau/