SF i Lyngby-Taarbæk vil bevare læreres arbejdstidsaftale

Regeringens indgreb i lærerlockouten afholder ikke de danske kommuner fra at indgå lokale aftaler om lærernes arbejdstid, og det er byrådsmedlemmerne i Lyngby-Taarbæk Kommune positivt stemt for.

Offentliggjort Sidst opdateret

SF i Lyngby-Taarbæk vil ligefrem fortsætte med den lokale arbejdstidsaftale, som fungerede før lockouten.

- Den nuværende arbejdstidsaftale har fungeret upåklageligt her i Lyngby-Taarbæk. Jeg ser ikke grund til at ændre den, siger Morten Normann Jørgensen, kommunalbestyrelsesmedlem for SF i Lyngby-Taarbæk.

Mandag er første skoledag efter den fire uger lange lockout, der endte med et regeringsindgreb, som giver fuld ledelsesret til landets skoleledere.

Men i Lyngby-Taarbæks kommunalbestyrelse vil de gerne være med til at bestemme, hvordan kommunens lærere skal bruge deres tid.

- I Lyngby-Taarbæk har vi landets bedste skoler og et gunstigt samarbejde med lærerforeningen lokalt, siger Morten Normann Jørgensen.

Han vil ikke være med til, at lærerne skal undervise mere med mindre forberedelsestid.

- Vi ligger allerede under, hvad jeg mener, vi burde, og mere undervisning er ikke i sig selv en kvalitet, siger han.

SF vil stille forslaget hurtigst muligt og have indkaldt til et møde med lærerforeningen efter sommerferien.

De Konservative i Lyngby-Taarbæk er positive over for at lave en lokalaftale om lærernes arbejdstid, men gruppeformand Sofia Osmani vil ikke lægge sig fast på, hvordan den skal se ud.

- Vi har en god lokalaftale, men for os er der altid fornuft i at se på, om tingene kan gøres endnu bedre. Derfor vil vi ikke på forhånd afskrive at gøre brug af de nye muligheder, regeringsindgrebet giver.

- Det handler ikke kun om, hvor meget lærerne skal undervise, men også om hvordan vi fordeler den forberedelsestid, der er. Vi kan godt se, at der er situationer, hvor forberedelsestiden på fornuftig vis kan varieres, siger hun.

Det kunne for eksempel være i forhold til klassernes størrelse og klassetrin.

- For os er det dog afgørende, at vi fortsat har nogle lokale spilleregler, så vi kan opretholde et fælles fodslag og højt fagligt niveau på samtlige af kommunes skoler.

- Derfor skal det ikke alene være op til den lokale skoleleder at udmønte aftalen, siger Sofia Osmani.

For få uger siden vedtog et flertal i Lyngby-Taarbæks Kommunalbestyrelse bestående af SF, S og K en udtalelse, der tog afstand fra retorikken i lærerkonflikten.

/ritzau/