Sjælsø Gruppen smider håndklædet i ringen
Ejendomsudviklingsselskabet Sjælsø Gruppen er på vej i konkursbehandling, efter at bestræbelser på en rekonstruktion er gået i vasken.
Det oplyser selskabet i en fondsbørsmeddelelse.
Ifølge Sjælsø Gruppen bliver de igangværende byggerier på Margretheholm, Teglholmen, projektet Søborg Huse samt rækkehusprojektet i Egå videreført.
- De involverede banker og investorer har afgivet positive tilkendegivelser om fortsat at ville medvirke hertil, skriver Sjælsø Gruppen i en meddelelse.
Derudover vil arbejdet med "Copenhagen Towers etape 2" blive videreført i et fortsat samarbejde med bygherren og dennes bankforbindelse.
Det kommer ifølge meddelelsen til at medføre, at cirka 20 medarbejdere fortsat er sikret beskæftigelse på byggepladserne ved projekterne.
- Derimod er der ikke mulighed for at understøtte Sjælsøs aktiviteter i Polen, Sverige og Finland, der derfor må forventes afviklet, skriver Sjælsø.
Selskabet tilføjer, at kuratorerne i den nærmeste fremtid nu og i samarbejde med selskabernes bankforbindelser vil undersøge mulighederne for etablering af et managementselskab.
Det skal i et samarbejde med byggeorganisationerne tilknyttet de nævnte projekter søge at sikre flest mulige værdier for selskabernes kreditorer og andre interessenter.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker