Skånsk avisfusion skal sikre lokalaviser i fremtiden
Sydsvenska Dagbladet i Malmø køber Helsingborgs Dagblad. Det oplyser Sydsvenskan.
- Et fælles selskab er en satsning på fremtiden. I dagens turbulente mediebranche er det vigtigt at være tilstrækkelig stor for at kunne møde udfordringerne, siger Lars Dahmén, der er direktør og chefredaktør for Sydsvenskan i en pressemeddelelse.
Sydsvenska Dagbladet - eller blot Sydsvenskan - er Sveriges fjerdestørste avis, mens Helsingborgs Dagblad er den femtestørste. Sammen kommer aviserne til at dække hele det vestlige Skåne, og begge ledelser ser store synergier i overtagelsen - også redaktionelt.
- Dette er godt for Skåne, og det skaber nye muligheder for udvikling. Samarbejdet med Sydsvenskan er foregået længe, og det her er et naturligt næste skridt, siger Pontus Bodelsson, direktør Helsingborgs Dagblad.
I det fælles avisselskab indgår også aviserne Landskrona Posten og Nordvästra Skånes Tidningar samt gratisavisen Hallå og netsiden hd.se.
Sydsvenskan udgiver to papiraviser - en i Malmø og en i Lund - og har netsiden sydsvenskan.se. Sydsvenskan ejer også gratisaviserne City og Nära.
Købet betyder, at man vil lave et fælles avisselskab med de forskellige aviser. Aviserne regner med en endelig aftale inden udgangen af juni.
- Det skal være et selskab, der udgiver fire forskellige morgenaviser. Alle læserne vil kunne genkende sin vante avis, siger Lars Dahmén.
De ansatte på aviserne fik nyheden om fusionen ved et møde onsdag klokken 11.00.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde