Skattefar tager på kræmmermarkeder
Med forårets komme lander også en lang række kræmmermarkeder i både øst og vest.
Og det får Skat ud af hullerne. I den kommende tid kan de professionelle kræmmere se frem til at få en snak med skattefar, oplyser Skat.
- Vi besøger nogle store markeder tidligt på året, fordi vi håber at komme i dialog med så mange kræmmere som muligt, siger funktionsleder i Skat Gitte Kaae-Bjarke om indsatsen.
Hun påpeger, at man allerede har været i "god og konstruktiv dialog" med flere markedsarrangører, som ser positivt på tiltaget.
Skat vil nemlig ud og vejlede de professionelle kræmmere om, hvordan de får styr på registreringen af deres salg. Ifølge Skats erfaring har kræmmere svært ved at få registreret deres salg korrekt.
- Vores formål med kampagnen er, at kræmmerne skal have styr på registrering af deres salg. Vi vejleder, så kræmmerne kan undgå bøder, når vi senere på året følger op med kontrol, siger Gitte Kaae-Bjarke.
Og hvor man måske førhen har købt via et håndslag uden regning, kan det være, at man i fremtiden får en bon fra kasseapparatet.
Kræmmere har tidligere været undtaget fra at bruge kasseapparat - men er det ikke længere. Skat vil nu også undersøge, om det er muligt at bruge et kasseapparat, da der er strøm på de fleste markedspladser.
Bellahøj Kræmmermarked og Hjallerup Marked bliver de første steder, Skat besøger.
Det er kun for professionelle kræmmere, at reglerne for registrering af salg gælder. Sælger du dine egne ting på et kræmmermarked, er du ikke skatte- eller momspligtig, og der er derfor heller ikke krav om registrering af salg.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned