Skoleelever: At flytte prøverne er kun et af mange svar
Christine Antorinis beslutning om at udskyde folkeskolens skriftlige afgangsprøver vækker begejstring hos skoleeleverne. Men de mangler endnu flere svar, mener formanden for Danske Skoleelever.
- Jeg er grundlæggende glad, fordi hun endelig har givet eleverne en form for svar, men jeg synes ikke helt, at det er nok endnu, siger Agnete Vienberg Hansen til Ritzau.
Hun henviser til, at eleverne ikke har fået svar på, hvornår prøverne så skal afholdes, hvor meget forberedelse de får inden, og hvor meget undervisning ministeren mener er nødvendigt. Formanden erkender dog, at svarene nok ikke ligger lige for.
- Det kommer selvfølgelig an på lockouten, men jeg synes alligevel, at hun skylder os det, for der er flere spørgsmål, som endnu er ubesvarede, siger Agnete Vienberg Hansen.
Særligt mængden af undervisning, inden prøverne kan afholdes, er nøglen for et ordentligt resultat, mener hun.
- Det der sker under lockouten, hvor vi ikke lærer noget, er, at vi glemmer. Så vi skal have nok tid at lære det missede, men også tid nok til at få styr på det hele og være klar til prøverne, fordi vi har mistet så meget, siger formanden.
Agnete Vienberg Hansen kan ikke sætte dage eller timer på, hvor meget undervisning folkeskolens elever bør få inden eksamen, men siger blot, at det skal være "nok".
Og kan det ikke lade sig gøre, er det ifølge hende måske en bedre idé helt at aflyse prøverne.
- Det er rigtig svært at lægge dem oven i alt det, der sker nu. Hvis hun har fundet et godt tidspunkt at lægge dem, så er jeg rigtig glad, men vi skal sørge for, at det ikke ramler ind i alt for meget og skaber alt for meget kaos, siger hun og tilføjer:
- Hvis man ikke kan finde et ordentligt tidspunkt, så synes jeg, at de skal aflyses.
Overordnet er Agnete Vienberg Hansen dog glad for, at ministeren i det mindste har opklaret spørgsmålet om de skriftlige eksamener i næste uges foreløbige skæbne.
- Jeg er glad, jeg har bare ikke fået nok. Men en lille bid af kagen er jo også god.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde