Skolelederformand til lærerne om ny aftale: Prøv det nu
Mens landets folkeskolelærere raser over den nye arbejdstidsaftale, som følger med regeringens lovindgreb i den langstrakte lockout mod lærerne, ser skolelederne mere positivt på aftalen.
Den enkelte skoleleder får i fremtiden kontrollen over lærernes arbejdstid, og det betyder ifølge Skolelederforeningen mere fleksibilitet end tidligere, hvor blandt andet lærernes forberedelsestid lå fast.
- Regeringens forslag bakker til en vis grad op om vores tidligere ønsker. Men jeg mener faktisk ikke, at der er tale om mere kontrol, siger formand Anders Balle til Ritzau.
- Vi har ønsket et større ledelsesmæssigt råderum og en mere fleksibel aftale. Og det får vi nu.
Han erkender, at skuffelsen hos lærerne kan blive en udfordring på de enkelte skoler, men sender samtidig en appel til lærerne om at gå til arbejdet med åbent sind:
- Prøv det, vil jeg sige til dem. Det er jo ikke er en arbejdstidsaftale, der ændrer skolen. De kommer tilbage til de samme skoler. Vi skal nok få det til at fungere.
I regeringens lovforslag, der hastebehandles i folketingssalen torsdag og fredag, ligner lærernes arbejdstidsregler dem, som gælder andre faggrupper i det offentlige.
Dog med særlige værnsregler for at skabe forudsigelighed om lærernes aften- og weekendarbejde.
Anders Balle ser med blandede følelser på regeringens indgreb i den knap fire uger lange lockout. Han er glad for, at konflikten ser ud til at få en ende, men ville have ønsket sig et forlig.
- Det ville have været lettere at begynde i skole på mandag, hvis der var lavet en aftale, som begge parter bakkede op om, siger han.
Flere elever får som følge af lockouten vanskeligt ved at nå op på det antal undervisningstimer, som de har krav. Det er særlig problematisk for elever i 9. og 10. klasse, som skal til afgangsprøver de næste måneder, påpeger Anders Balle.
Derfor foreslår han skoler at udvide skoledagene en smule eller at tilbyde de ældste elever eksamensforberedelse én eller flere lørdage.
- Men det er ikke nok. Så jeg vil også anbefale kommunale ledere at aftale, hvordan den enkelte kommune skal løse det problem.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde