Skolelederne: Lockouten kan betyde lavere karakterer
Den sidste måned op til folkeskolernes afgangsprøver er essentiel for gode karakterer, fordi det er i denne tid, at eleverne får repeteret pensum og øvet sig til eksamen.
Derfor kan den verserende lockout resultere i dårligere karakterer for skoleeleverne, end de ville have fået, hvis den sidste tid inden prøven havde set ud som normalt, mener skoleledernes formand.
- Alt andet lige vil det betyde, at eleverne får en lavere karakter, end de ellers ville have fået, fordi de ikke er så godt forberedt til prøverne, som de ellers ville have været, siger Anders Balle, formand for Danmarks Skolelederforening
Han peger på, at der nok ikke bliver vist hensyn til den manglende skolegang i bedømmelserne af elevernes skriftlige præstationer.
De sidste uger før skriftlig matematik, dansk og diktat skal klares, er det ellers som regel træning til afgangsprøverne, der er på skoleskemaet for de ældste klasser.
-Typisk bruger man den sidste tid på at træne. Man gennemregner eksempelvis matematiske prøvesæt fra tidligere år, så eleverne bliver klar over, hvilken type opgaver det er, og hvor meget man kan nå i den tid, der er sat af til eksamen, siger Anders Balle.
Formanden håber stadig på, at skolelærerne og kommunerne snart finder en løsning på konflikten. Jo tættere på eksamenerne kommer, jo sværere bliver det nemlig at afholde prøverne ordentligt.
- Hvis der slet ikke har været nogle skoledage inden eksamensdagen, så ville det være vanskeligt bare at sige, at nu starter vi en prøve, når I møder. Det, tror jeg, bliver svært, men jeg vil ikke afvise, at det kan lade sig gøre, siger Anders Balle.
Hvis eleverne vil undgå de lavere karakterer, opfordrer Anders Balle dem til at læse op på egen hånd.
- Min anbefaling til eleverne er, at de sætter sig ned og får læst nogle ting igennem nu, hvor de ikke går i skole. De kunne danne læsegrupper, hvor de hjælper hinanden med at få læst op, og så behøver det ikke gå ud over resultaterne, siger han.
Anders Balle henviser til, at risikoen for dårligere karakterer ikke kommer til at have indflydelse på folkeskoleelevernes videre færd, fordi de allerede har søgt ungdomsuddannelser.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde