Slagtermestrerne skal i Forligsen
Danske Slagtermestre og Fødevareforbundet NNF opgiver nu at få en overenskomst i hus. Forhandlingerne er brudt sammen, oplyser Danske Slagtermestre.
Sammenbruddet kommer efter et par dages forhandlinger.
- Vi synes ikke, at vi er urimelige. Vi beder blot om samme vilkår, som andre danske virksomheder i den samme branche har, siger formanden for Danske Slagtermestre, Leif Wilson Laustsen, i en pressemeddelelse.
Parterne er gået hver til sit i erkendelse af, at der ikke kan nås et resultat. Og derfor er Forligsmanden nu blevet bedt om hjælp til at komme videre.
- Vi har accepteret de meget generøse tilbud om mere frihed med videre, som til vores store forundring er givet på de store, toneangivende overenskomster, siger formanden.
- Men det betyder så også, at vore medlemmer ikke kan bære de væsentligt højere lønomkostninger, som de store organisationer også er gået med til. Vores satser er i forvejen højere, og pengene er der ikke til yderligere forhøjelser, siger han.
Leif Wilson Laustsen siger, at hans medlemmer er pressede, blandt andet fordi supermarkederne er trængt og presser priserne på slagternes produkter helt i bund. Samtidig peger han på, at konkurrencen fra Tyskland og Polen er benhård.
- Der er ingen steder at sende regningen for større lønudgifter hen, og der er heller ikke en bundlinje, som de kan tages fra. Derfor vil det være decideret uansvarligt at sige ja til fagforbundets krav, siger Danske Slagtermestres formand.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned