Når dækhandler Per Mortensen, Bileksperten i Markedsgade i Nykøbing, på mandag fylder 60, er det ikke blot en rund fødselsdag. Det bliver også et farvel til det firma, han har været i, siden han var 18, om end det dengang og frem til 2001 hed Autogummi Centralen.
Han overlader nemlig rattet til datteren Stine, der har været kørt i stilling siden 1997.
- Jeg har haft 41 gode år her. Og oprindeligt havde jeg sagt til Stine, at jeg blev til jeg var 62. Men indrømmet: Jeg kan ikke rigtigt følge med, og jeg har altid sagt, at når kunderne forekom at være "vanskelige", var det på tide at holde op. For kunden har jo altid ret.
Men Per Mortensen erkender dog, at ligesom han selv har også kunderne skiftet karakter.
- Folk har ikke tid mere. Det skal gå så stærkt altsammen.
Helbredet spiller dog også ind i beslutningen om at stoppe tidligere end beregnet.
- Helbredet kunne være bedre, og jeg har fået flere advarsler. Men jeg har også kørt med "overlæs" i mange år, siger Per Mortensen.
Generationsskiftet er som sådan foretaget. Stine Jonasson købte juni sidste år virksomheden, og driver det videre under navnet Bileksperten Syd, så der er blot tale om, at Per Mortensen ikke vil være at finde i Markedsgade dagligt.
Stine er klædt på med en teoretisk uddannelse som akademiøkonom og nu 10 års praktisk erfaring.
- Jeg går på efterløn. Og med den fleksible efterløn kan jeg komme ind på enkelte opgaver, eller når der er ferie. Men ikke til daglig, siger Per Mortensen.
Fødselsdagen og generationsskiftet bliver fejret med en reception i Bileksperten, Markedsgade 10, på selve fødselsdagen mandag fra klokken 12 til 14.
Erik Holm
eh@folketidende.dk
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker